Svarer på spørgsmål

“En skrøbelig sjæl” – Mit første foredrag

Jeg har lyst til at åbne lidt mere op omkring et emne, der fylder meget i min hverdag. Efter vores medvirken i tv, er der folk der snakker- og skriver om én. Folk som snakker om dig, som en genstand. 

Jeg lyttede til en podcast, hvor der blev snakket lidt frem og tilbage omkring De Unge Mødre – inklusiv mig selv og Andreas. En sætning slog mig “hun ligner en der ville begynde at græde, hvis jeg sagde BØH.” Og der blev snakket om hvor vidt den underretning der bliver omtalt i programmet, holder tæt.

For det første, så bebrejder jeg ikke nogen for at tænke – eller sige sådan. For jeg ville nok selv have dannet mig disse spørgsmål omkring det, hvis jeg så det udefra.

Jeg har siden jeg var helt lille oplevet, at folk ofte kommer til at sætte mig i en bås, som den “lille, stille og forsigtige”. Det er heller ikke forkert, for det var jeg. Jeg har aldrig haft et behov for at råbe højt, og jeg er ret genert i visse situationer. Men man bliver sat i denne bås som at det skulle være forkert, eller mærkeligt?
Jeg har altid haft det godt alene, og der er stor forskel på alene, og ensom. Jeg siger og gør lige præcis som jeg har lyst til og ikke mere end det. For hvorfor skulle jeg dog gøre det?

Der er for mange der synes at vi skal være som de fleste. Hvis man ikke siger nok i klassen, så er man ikke lige så god – på trods af hvad man egentlig kan udrette på skrift. Det er lige meget om det du siger er dumt, bare du bliver set. Så er du et 12-tal mundtligt. Jeg har set og observeret det, og jeg har tænkt mit. Men jeg vil ikke dømme eller bebrejde nogen. Det satte bare mig selv i en dårlig position dengang, og gjorde mig mere handlingslammet end hvad godt var.

Jeg husker at jeg i 9. klasse blev erklæret “ikke-uddannelses parat”, så en 10. klasse var det bedste for mig. Da jeg så kom i 10. klasse, forstod min klasselærer ikke hvad jeg lavede der. Og heldigvis findes der lærere, som forstår forskelligheder. Det burde være det helt essentielle i specielt lærere og pædagogers kunnen. For vi er ikke ens og vi kan ikke arbejde – eller være på samme måde. Det betyder ikke, at vi ikke passer ind i faget, eller at vi ikke er gode nok. Vi har blot brug for en anden måde at kunne vise det på.

Men min pointe med dette indlæg var egentlig, at kunne forsvare mig selv lidt. Og ja, det er altså okay at forsvare sig selv. Det behøver ikke at være et tegn på at man forsøger at dække over sandheden, eller andet. Jeg har bare brug for at fastslå helt, at denne ene underretning, baseret på én persons udtagelser, ikke er eksisterende mere. – Hun ville desuden aldrig selv diskutere sagen efterfølgende, eller møde op til diverse møder for at forklare sin side af sagen.

Jeg har bare brug for at komme videre nu, og at folk er klar over at hverken kommunen eller andet, er over os. For der er ikke mere i det og vi har det så godt allesammen herhjemme. 🙂
Og lad os nu huske på, at vi er forskellige. Stille eller højtråbende – Introvert eller ekstrovert, så skal der være plads til alle. For uden det ene, ville der ikke være det andet.

Imorgen holder jeg mit første foredrag i Shoppen i Aalborg, hvor jeg fortæller lidt mere omkring mig og min historie som mor. Jeg glæder mig rigtigt meget – og selvom det altid er en stor udfordring for mig at stå og snakke foran mange mennesker, så er jeg så klar! 😉

Tak fordi du læste med! 

2 kommentarer

  • Mille kristiansen

    Hej Sasja – ovenstående indlæg er rigtig godt skrevet – god vind også fremover. Hilsen Mille ( din mors gamle tante

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille kristiansen

    Hej Sasja – ovenstående indlæg er rigtig godt skrevet – god vind også fremover. Hilsen Mille ( din mors gamle tante

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Svarer på spørgsmål