“En skrøbelig sjæl” – Mit første foredrag

Jeg har lyst til at åbne lidt mere op omkring et emne, der fylder meget i min hverdag. Efter vores medvirken i tv, er der folk der snakker- og skriver om én. Folk som snakker om dig, som en genstand. 

Jeg lyttede til en podcast, hvor der blev snakket lidt frem og tilbage omkring De Unge Mødre – inklusiv mig selv og Andreas. En sætning slog mig “hun ligner en der ville begynde at græde, hvis jeg sagde BØH.” Og der blev snakket om hvor vidt den underretning der bliver omtalt i programmet, holder tæt.

For det første, så bebrejder jeg ikke nogen for at tænke – eller sige sådan. For jeg ville nok selv have dannet mig disse spørgsmål omkring det, hvis jeg så det udefra.

Jeg har siden jeg var helt lille oplevet, at folk ofte kommer til at sætte mig i en bås, som den “lille, stille og forsigtige”. Det er heller ikke forkert, for det var jeg. Jeg har aldrig haft et behov for at råbe højt, og jeg er ret genert i visse situationer. Men man bliver sat i denne bås som at det skulle være forkert, eller mærkeligt?
Jeg har altid haft det godt alene, og der er stor forskel på alene, og ensom. Jeg siger og gør lige præcis som jeg har lyst til og ikke mere end det. For hvorfor skulle jeg dog gøre det?

Der er for mange der synes at vi skal være som de fleste. Hvis man ikke siger nok i klassen, så er man ikke lige så god – på trods af hvad man egentlig kan udrette på skrift. Det er lige meget om det du siger er dumt, bare du bliver set. Så er du et 12-tal mundtligt. Jeg har set og observeret det, og jeg har tænkt mit. Men jeg vil ikke dømme eller bebrejde nogen. Det satte bare mig selv i en dårlig position dengang, og gjorde mig mere handlingslammet end hvad godt var.

Jeg husker at jeg i 9. klasse blev erklæret “ikke-uddannelses parat”, så en 10. klasse var det bedste for mig. Da jeg så kom i 10. klasse, forstod min klasselærer ikke hvad jeg lavede der. Og heldigvis findes der lærere, som forstår forskelligheder. Det burde være det helt essentielle i specielt lærere og pædagogers kunnen. For vi er ikke ens og vi kan ikke arbejde – eller være på samme måde. Det betyder ikke, at vi ikke passer ind i faget, eller at vi ikke er gode nok. Vi har blot brug for en anden måde at kunne vise det på.

Men min pointe med dette indlæg var egentlig, at kunne forsvare mig selv lidt. Og ja, det er altså okay at forsvare sig selv. Det behøver ikke at være et tegn på at man forsøger at dække over sandheden, eller andet. Jeg har bare brug for at fastslå helt, at denne ene underretning, baseret på én persons udtagelser, ikke er eksisterende mere. – Hun ville desuden aldrig selv diskutere sagen efterfølgende, eller møde op til diverse møder for at forklare sin side af sagen.

Jeg har bare brug for at komme videre nu, og at folk er klar over at hverken kommunen eller andet, er over os. For der er ikke mere i det og vi har det så godt allesammen herhjemme. 🙂
Og lad os nu huske på, at vi er forskellige. Stille eller højtråbende – Introvert eller ekstrovert, så skal der være plads til alle. For uden det ene, ville der ikke være det andet.

Imorgen holder jeg mit første foredrag i Shoppen i Aalborg, hvor jeg fortæller lidt mere omkring mig og min historie som mor. Jeg glæder mig rigtigt meget – og selvom det altid er en stor udfordring for mig at stå og snakke foran mange mennesker, så er jeg så klar! 😉

Tak fordi du læste med! 

Jeg er flyttet!

Hej med jer!

Nu er jeg endelig nogenlunde tilbage igen og er klar på en masse spændende nyt. Der foregår meget herhjemme lige for tiden og især én ting, som Andreas og jeg stadig ikke må afsløre helt endnu. (Øv!) Det er ret svært at gå rundt med sådan en stor hemmelighed – især over for familie og venner…
MEN jeg kan dog fortælle at jeg er flyttet over til et andet blogging-site, og er nu i stedet blevet Premium-blogger inde på Bloggers Delight. Det er jeg indtil videre rigtig glad for og jeg tænker, at det bliver et godt samarbejde som jeg ser meget frem til.

Som de fleste af jer ved, startede jeg jo med at blogge inde på Nouw for en måneds tid siden. Det hele tog fart ret hurtigt og jeg havde slet ikke forventet at så mange havde lyst til at følge med i mit/vores liv. Det er jeg super glad for!

Tak fordi du kiggede med, vi ses snart! 

Et nyt kapitel er på vej

Hej venner!

Det er tid til nye tiltag og jeg er meget spændt på at dele det med jer.

De næste par dage, bliver der derfor lidt stille her på bloggen fra min side af. Det er der sådan set flere grunde til.
Det bliver et helt nyt kapitel for mig og jeg er så spændt på, hvad fremtiden kommer til at bringe nu.

I hvert fald, så håber jeg at du fortsat vil følge med. – Jeg vender tilbage med en opdatering snarest!

Ha’ det skønt så længe <3

Væk fra det konstante pres

“..vi lever for at leve og ikke omvendt”

Det er der hele tiden, ligemeget hvor vi vender og drejer os hen. Sommetider forventer det mere af os, end hvad vi er i stand til at kunne håndtere. Hverken på vores skuldre, i hjertet eller i sindet. Alt inde i dig skriger “stop!” Men ofte lægger vi ikke mærke til det længere.

Vi mærker ikke efter, hvornår nok er nok. – Når kroppen siger stop.

Jeg tror at mange af os, simpelthen er alt for gode af os. Vi bliver født ind i familier med kærlighed og tryghed (i hvert fald i de fleste tilfælde), men vi lærer ofte ikke at kunne sige fra.
Vi lever i et samfund, hvor alting går så stærkt. Vi bliver manipuleret til, at følge med.

Selv i børnehaven mærker du, hvordan der ikke længere er tid. Tid til Dig.
Du bliver alt for ofte sat foran en skærm, for så er der ro. – En ro, som vi behøver fordi alt andet fylder for meget nu. Arbejdstider, stress og konstant pres fra omverdenen.

Selv familie og venskaber bliver forsømt, fordi der ikke er overskud til det i hverdagen. Hvordan får vi overskuddet tilbage? Har du glemt dig selv i hverdagen?

HUSK at det aldrig er forkert, at sige stop en gang imellem. At sige fra, hvis hverdagen begynder at tage over, både over for dig- og derhjemme. Vi lever for at leve og ikke omvendt.

Mærk efter. For vi fortjener alle, at kunne have det godt. Vi har ret til, at være de frie mennesker som vi også er. Ellers stopper udviklingen snart og vi slukker ned for alt, der engang var menneskeligt.
I stedet bliver vi som robotter, der løber rundt forvirret og rastløse – eller det gør vi måske heller ikke. For vi vil ikke længere kunne mærke, at vi føler os rastløse og pressede på samme tid. – Disse signaler blev for længst glemt.

Dette er blot tanker- og meninger skrevet af mig. Selvfølgelig har jeg ikke svaret på, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg vægter blot mennesket frem for alt andet.

Knus <3

Hvorfor gik vi fra hinanden? // Overvejede jeg en abort?

Dette her kommer til at blive et lidt mere personligt indlæg. Jeg er sikker på at flere i min omgangskreds vil synes, at det er for meget at dele med offentligheden. Det er en balance som man lige skal finde, men det er en del af det at blogge.

Jeg deler vores historie fordi at jeg er sikker på, at der er flere derude, som har været igennem noget af det samme på et eller andet tidspunkt.

Jeg ønsker at folk lærer mig at kende på alle punkter. Jeg har vidst fra start af, at jeg ikke kun ville vise alle de gode sider. Dette er vores liv – snart er vi en lille familie, og det ville være løgn hvis alting var godt hele tiden. Heldigvis er Andreas (min kæreste) enig med mig i, hvad der kommer ud her på bloggen. Vi er sammen om det og ønsker begge to at dele ud af vores liv sammen – oplevelser samt de erfaringer, vi gør os.

Jeg skal forsøge at gøre en ret lang historie, en smule kort.

Sagen er den, at Andreas og jeg mødte hinanden i starten af november 2017. Det hele gik ret hurtigt imellem os og vi opdagede hurtigt, at vi slet ikke kunne undvære hinanden.
Da jeg fandt ud af at jeg var blevet gravid allerede 2 mdr. efter, så vidste jeg ikke hvordan jeg skulle håndtere det. Vi havde kun snakket meget lidt om børn osv., og var begge enige om at det nok ikke skulle være lige nu. Andreas ville gerne være færdig med uddannelse og have et godt job inden.

Jeg vidste at jeg var klar til rollen som mor- og til familielivet. Derfor gik der panik i mig. Jeg frygtede, at han ville have mig til at få en abort. Det ville være det værste for mig, men på samme tid havde jeg heller ikke lyst til at undvære ham og det vi på så kort tid havde fået opbygget sammen.

Men det lille væsen i maven fyldte alt for meget inde i mig. Jeg følte, at jeg skulle beskytte det for alt i verden. Så jeg valgte at gå fra ham uden at fortælle ham om graviditeten i første omgang. (Pyyh). Ikke at han ikke skulle have det at vide, men jeg vidste simpelthen ikke hvordan.
Derfor så jeg ingen anden udvej end at ignorere ham og lade som om, at jeg ikke elskede ham længere. Jeg brugte mange undskyldninger og han forstod det jo ikke, for vi havde det virkelig godt sammen. Så han gav ikke op. (Heldigvis). Det var en hård tid og det varede faktisk en hel måned.. Mange tårer og et kæmpe savn hver evig eneste dag. 

Efter en måneds tid indså jeg, at jeg ikke ønskede at være foruden ham. Kærligheden til vores barn i maven var kun vokset på den tid og det var så svært, at fortælle ham sandheden. Jeg vidste, at han ville kunne afvise det fuldstændigt. 

HELDIGVIS tog han det pænt. Han var selvfølgelig i chok, men aldrig nævnte han abort eller at vi ikke ville kunne være sammen. Som dagene gik, blev han selv mere og mere glad for tanken. 
Nu er vi i den grad vokset med opgaven sammen og er faldet godt tilpas i den dejligste lejlighed inde midt i Aalborg. Alt er klar til at vores lille Sommer melder sin ankomst. 

Vi elsker hinanden mere og mere for hver dag der går og jeg er sikker på, at ligemeget hvad der skulle komme, så klarer vi det sammen.

Det var vores historie, kort fortalt. En lidt hektisk start på et meget nyt forhold. Jeg håber, at I vil følge med i vores liv sammen – på godt og ondt. Vi ses! <3